En række kommentarer til Shakespeares Richard II er viet til stykkets dialektiske karakter, hvilket understreger modstanden af mange af https://stubbs.dk elementerne i dramaet. Der er skrevet undersøgelser, som viser, at stykket handler om oppositionen mellem middelalderordenen, repræsenteret af Richard, og den fremvoksende moderne orden, repræsenteret ved Bolingbroke. På samme måde ser andre kritikere stykket som en konflikt mellem en handlingsmand og en mand med ord. Andre ser stykket som et udsagn om kongens magt versus aristokratiets magter. Nogle ser skuespillet som modsætningen mellem en konge på grænsen til vanvid og et koldt, beregnende medlem af den jævnaldrende repræsenteret af Bolingbroke. Nyere kritik har fokuseret på stykket som en allegori for Elizabeths tyranniske styre, eller som en undertrykkelse af ytrings- og pressefriheden under Elizabeths regeringstid.
De forskelligartede teorier, som afgrænser værkets dialektiske karakter, er både informative og velbegrundede. I stedet for at se stykket som en række dikotomier, vil jeg hævde, at stykket betragter både Richard og Bolingbroke som i det væsentlige fejlslagne herskere, fordi de har begrænset deres undersåtters frihed og udsat staten for unødvendige spørgsmål i forbindelse med den legitime brug af magt og monarkisk arvefølge. Til sidst vil jeg argumentere for, at stykket, præsenteret i dette lys, ville tjene som en advarsel til Elizabeth vedrørende brugen af hendes magt og hendes manglende evne til at give en efterfølger til tronen.
Forestillingen om, at stykket repræsenterer en konflikt mellem Richards middelalderværdier og de mere moderne synspunkter om Bolingbroke, opsummeres af Henry Jacobs i hans papir “Prophecy and Ideology in Shakespeare’s Richard II” som følger:
Det er almindeligt at observere, at Shakespeares Richard II sporer et grundlæggende skift i kongemagtens natur og reglens retfærdiggørelse. Denne bevægelse, som afspejler både Tudors perspektiver på historie og Elizabethansk politisk teori, betegner overgangen fra et middelalderligt til et renæssancekoncept om kongemagt og magt. I denne teoretiske matrix spiller Richard II rollen som den mislykkede middelaldermonark, mens Bolingbroke spiller rollen som en succesfuld renæssanceprins. (Jacobs) (3)
På samme måde skriver R. Morgan Griffin i sit papir “The Critical History of Richard II,” at traditionelle læsninger af Richard som en fortaler for middelalderlige værdier og Bolingbroke som en fortaler for renæssanceværdier, fortsatte gennem midten af det tyvende århundrede med undtagelse af udforskningen af andre temaer i værket, og bemærker, at:
Især Tillyard fylder dikotomien mellem Richard og Bolingbroke med kontraster og går så langt som at antyde, at hver konge repræsenterer en særskilt historisk æra, Richard slutningen af middelalderen og Bolingbroke renæssancens ankomst. (24)
Kritikere har set Bolingbroke som en handlingens mand, mens Richard ses som en ineffektiv ordmand eller en digter. William Stubbs, biskop af Oxford i det nittende århundrede, skrev, hvad der blev anset for at være en definitiv biografi om Richard II. Stubbs er ansvarlig for karakteriseringen af Richard som en mand med kontemplation og ineffektivt lederskab, som George Osborne Sayles bemærker i sit papir “King Richard of England: A Fresh Look.” Sayles bemærker, at: “For Stubbs var Richard ‘sædvanligvis ledig’ og ‘elskede fornøjelse og lethed’, og dette er nu den konventionelle historie i alle vores historiebøger” (29). Sayles diskuterer Richards egenskaber som leder og bemærker, at “Den samme påstand om, at kongen var inkompetent i styringen af sit rige, er knyttet til ham gennem årene” (29-30). Sayles fortsætter senere med at udvikle en tese om, at Richard i virkeligheden var en meget mere effektiv leder, end det er almindeligt anerkendt. R. Morgan Griffin bemærker, at konventionelle læsninger af stykket understreger forskellene i Richards og Bolingbrokes personligheder, og bemærker, at: “Ifølge det konventionelle skema er Richard den svage, feminine digterkonge, et middelalderligt levn, der stoler på sprog og ceremoni til at regere; Bolingbroke er den fåmælte, voldelige og politiske repræsentant for en ny